VUNDET – IDRÆTSHAL OG KULTUR- OG BEVÆGELSESPARK I HØNG

Team Elkiær + Ebbeskov Arkitekter vinder konkurrencen om at tegne den nye idrætshal og kultur- og bevægelsespark i Høng, skriver Lokale og Anlægsfonden i en pressemeddelelse.

NYE TIDER – NYE HALLER
Konkurrencen er en del af Lokale og Anlægsfondens særlige tiltag ”Nye tider – Nye haller”. Tiltaget er sat i gang for finde en række bud på, hvordan idrætshaller i fremtiden kan udvikles til mange flere forskellige aktiviteter og med arkitektur af langt højere kvalitet.

Gitte Johansen, kommunalbestyrelsesmedlem i Kalundborg Kommune og styregruppeformand for projektet, udtaler om Elkiær + Ebbeskovs vinderprojekt

I vinderforslaget ser vi virkelig muligheder for at vores visioner om, at Høng skal være et attraktivt sted at bo, kommer til udtryk. Vi mener, at vinderforslaget vil løfte området omkring hallen, og sammenhængen til alle aktiviteter og funktioner i området. Projektet vil med sin åbenhed og fremsynethed, skabe nye muligheder for at udøve aktiviteter på en anderledes måde end vi kender det i dag, men vil samtidig kunne koble til de mere traditionelle idrætsgrene. Vi glæder os til at arbejde med konceptet, og få det kvalificeret og tilpasset den lokale identitet i Høng sammen med arkitekterne og vores nuværende og kommende brugere.

 

ERFARENT VINDERTEAM
Vinderforslaget er skabt som et aktivitetsloop omkring den eksisterende idrætshal. Forslaget er tegnet af et team bestående af Elkiær + Ebbeskov Arkitekter (totalrådgiver) og Bisgaard Landskab, Balslev Ingeniører og JJW Arkitekter som underrådgivere. Det byder på helt nye idéer til, hvordan et idrætshalanlæg kan skabe forbindelser mellem mange forskellige mennesker og aktiviteter og være med til at skabe sammenhæng i et stort område. Nye former for idræt, leg og bevægelse bliver forbundet med de klassiske idrætsgrene på måder, der skaber nye mødesteder og fællesskaber.

Anna Hassel, arkitekt i Lokale og Anlægsfonden, siger om vinderforslaget fra Elkiær + Ebbeskov Arkitekter:

Vinderforslaget præsenterer en meget utraditionel løsning med arkitektonisk mod og fantasi. Det er samtidig lykkedes at skabe en fin kobling til den eksisterende idrætshal og skolen. Det er et projekt, hvor det enkelte menneskes oplevelse af stedet er vægtet højt, hvilket giver en helt anden tilgang til idrætsbyggeri end det ofte er set tidligere.

 

Læs pressemeddelelse på Lokal og Anlægsfondens hjemmeside

ILLUSTRATION: Elkiær + Ebbeskov Arkitekter

22/06/16