KATJA VILTOFT FYLDER 50

Tirsdag d. 13. september fylder Katja Viltoft, arkitekt og partner hos JJW Arkitekter, 50 år.Med begge ben på jorden og en ukuelig optimisme har hun de sidste 10 år været med til at udvikle JJWs faglige profil og kultur under overskriften ”Særliggørelse af det Almindelige” – specifikt med fokus på bygninger og rum til arbejde.

SKRÆDDERSYEDE ARBEJDSPLADSER
Katja tror på, at rum kan skabe forandring, og når vi alle tilbringer så meget tid på vores arbejdspladser må det være vigtigt at arbejde arkitektonisk og strategisk med disse rum. Med udgangspunkt i JJWs scrapbog ”Den Skræddersyede Arbejdsplads” har Katja gennem de sidste ti år udviklet, bygget og indrettet arbejdspladser for mere end 5.000 personer i både offentlige og private organisationer, altid i dialog med organisationen om hvordan de nye rum kan skabe mere trivsel, større effektivitet og daglig glæde.

JJW Arkitekter har taget deres egen medicin ved at flytte alle 80 mennesker ind i et stort åbent 6 meter højt kontor på Frederiksberg, kaldet JJW Værkstedet. For Katja er JJW Værkstedet et dagligt bevis på, hvad god arkitektur og inspirerende indretning kan tilføre en virksomhed af energi og sammenhold… og arbejdsglæde. For mange andre kunder, spændende fra TRYG til Retten i Roskilde over en række Styrelser og senest UCCs nye campus på Carlsberg, har tilbagemeldingen været, at de forandrede eller nye rum har skubbet udviklingen af hele organisationen i en positiv retning.

VIDENSDELING
Kompleksiteten i de opgaver arkitekter løser er stærkt stigende, og der er næppe noget andet fag i verden, der i den grad kræver et velfungerende teamsamarbejde. Af samme årsag er Katja Viltoft en ihærdig fortaler for vidensdeling, og for at den erhvervede viden bliver implementeret i virksomhedens daglige arbejdsprocesser. Katja slår dagligt et slag for forskellige vidensdelingsinitiativer, der sikrer, at tegnestuens medarbejdere lærer og bliver inspirerede af hinandens succeser – og fejl for den sags skyld.  Katja er ikke bange for at dele ud af JJW Arkitekters viden og er blandt andet initiativtager til vidensdage, saloner og scrapbøger, der rejser samfundsmæssige spørgsmål og inviterer omverdenen indenfor for at fortælle om tegnestuens bud på nye løsninger. For Katja er det daglige samarbejde med kolleger og samarbejdspartnere benzinen på maskinen, det der giver hende energi og afføder nye ideer og projekter, måske lige mange nok nogen gange.

TILLIDSHVERV
Ud over arbejdet som partner hos JJW Arkitekter bestrider Katja en række tillidshverv.

Som næstformand i Danske Arks bestyrelse arbejder hun aktivt for at synliggøre arkitekterhvervet og skabe de bedste rammer for drive arkitektvirksomhed i Danmark. På den akademiske front har hun som tidligere underviser på arkitektskolerne, tilknyttet censor og fagdommer i arkitektkonkurrencer fokus på den faglige og kunstneriske udvikling af arkitektfaget.

Katja er gift med Flemming Overgaard, partner i Keingart arkitekter, der er specialiseret i idrætsbyggerier og aktiverende byrum.  De bor på Frederiksberg med deres 2 piger på 20 og 17 og deres dreng på 13 år. Uden for arbejdstid finder man Katja i gang med praktiske projekter eller spændende mad, helst til rigtig mange mennesker, hvis hun ikke er forsvundet langt væk i en god bog.

12/09/16

Henter Billede