KÆMPE RENOVERINGSPROJEKT NÅR MILEPÆL

Renoveringen af Stadionkvarterets 1140 boliger er et af hovedstadens største renoveringsprojekter. 1. marts afleverer Enemærke & Petersen i samarbejde med JJW Arkitekter og Danakon Rådgivende Ingeniører 252 nyrenoverede boliger, der udgør 1. etape af det store renoveringsprojekt, som er planlagt færdigt i slutningen af 2019. Glostrup Boligselskab er bygherre på renoveringsprojektet, der er støttet af Landsbyggefonden.

Stadionkvarteret i Glostrup består af 1.235 almene boliger opført i 1955 – 1966 efter datidens idealer om en god bolig. I dag fremstår Stadionkvarteret som et velfungerende boligområde, men efter mange års brug er det er naturligt behov for at renovere bebyggelsen. Området er et klassisk eksempel på periodens almene byggeri, hvor man i overgangen til det industrielle byggeri kombinerede klassiske håndværkermetoder med præfabrikerede elementer. I forbindelse med renoveringsarbejdet har det vist sig, at der, på trods af datidens ambitioner om at systematisere byggeprocesserne, er anvendt forskellige løsninger på den samme type byggeopgaver. Det betyder, at det ikke er muligt renovere boligerne ens. Derimod er teamet løbende nødt til at tilpasse renoveringsarbejdet til de aktuelle forhold, der varierer fra boligblok til boligblok.

LÆS OGSÅ: FREMTIDSSIKRING AF ALMENE BOLIGER

SAMMENLÆGNING OG TILGÆNGELIGHED
Renoveringen omfatter renovering af murværk, udskiftning af tage og vinduer, ny ventilation i hele bebyggelsen og udvidelser af de eksisterende altaner. Derudover bliver nogle af de mindre lejligheder lagt sammen for at kunne imødekomme en moderne boligindretning. Samtidig bliver en stor del af lejlighederne indrettet med særligt hensyn på god tilgængelighed for gangbesværede. Efter renoveringen vil der i Stadionkvarteret være 1.140 boliger. Glostrup Boligselskab er bygherre og projektleder Lisa Christiansen fortæller

 Renoveringen af Stadionkvarteret handler ikke kun om en nødvendig istandsættelse af et af omegnskommunernes mest markante murede byggerier. Renoveringen handler også om, at byggeriet forbliver attraktivt, så den moderne familie – i al sin mangfoldighed – kan finde en bolig, der matcher netop deres behov og bliver en ramme for livet, uanset hvor i livet, man er.

 

Det murede forstadsbyggeri fra 50’erne og 60’erne har været en stor succes for den almene sektor, og mange af bygningerne er tegnet af tidens fremtrædende tegnestuer, som var optaget af at skabe gode boligforhold for den almindelige dansker. Lige nu står den bygningstype til gengæld over for en større renoveringsbølge, så boligerne kan blive ført up-to-date – hvilket indbefatter energiforbedringer, lejlighedssammenlægninger, øget tilgængelighed og gentænkning af udearealer.

Uden Landsbyggefondens støtte havde en fremtidssikring i denne skala ikke været mulig. Det var særdeles forudseende politikere, der oprettede Landsbyggefonden, som den 6. april 2017 fylder 50 år

 

supplerer John Møller, direktør i Glostrup Boligselskab.

FOKUS PÅ SOCIAL BÆREDYGTIGHED
Anders Holst Jensen,  founding partner hos JJW Arkitekter, fremhæver projektets fokus på social bæredygtighed.

 Udover den generelle opgradering af Stadionkvarterets mange boliger, ser jeg sammenlægningen af de mindre lejligheder til større og tilgængelighedsboligerne som to positive tiltag, der styrker områdets sociale bæredygtighed helt i tråd med den almene sektors ambitioner om at være et inkluderende boligtilbud. Med sammenlægningen tiltrækker man nye borgere og familier til bebyggelsen, mens tilgængelighedsboligerne medfører, at de ældre kan blive boende i området, som de kender og føler sig hjemme og trygge i. Det sikrer mangfoldigheden i området og tager hånd om beboerne i alle deres livsfaser. Når man kombinerer dette med totaløkonomiske og miljømæssige tiltag imødekommer renoveringen af Stadionkvarteret de tre gængse bæredygtighedskriterier.

 

SAMARBEJDE FORHINDRER VIDENSTAB
Første etape af Stadionkvarteret er færdiggjort og den næste etape er i gang. Etapeopdelingen er en del af Stadionkvarteret-projektets særlige samarbejdsform, som indebærer et tæt og integreret samarbejde mellem alle de involverede parter. Lars Lynge Nielsen, projektchef i Enemærke & Petersen fortæller:

Vi arbejder sammen om at undgå videnstab i overgangen mellem de enkelte etaper og netop udnytte den viden de tidligere etaper har givet os. Ved at stoppe op og evaluere hver etape og den viden vi har indsamlet, får vi muligheden for at tænke innovativt og udvikle vores processer, så vi bl.a. kan skabe nye bygge- og montagemetoder og optimere økonomien eller byggetakten undervejs.

 

Renoveringen af Stadionkvarteret forventes færdiggjort ultimo 2019.

PROJEKTDATA
Bygherre: Stadionkvarteret – Glostrup Boligselskab
Arkitekt, landskabsarkitekt og totalrådgiver: JJW Arkitekter
Entreprenør: Enemærke & Petersen
Ingeniør / Danakon Rådgivende Ingeniører
Bygherrerådgiver: Kuben Management

Særligt for første etape:
Areal: 19.144 m2
År 2015-2017

Foto: Søren Aagaard

01/03/17