H.K.H. KRONPRINSESSE MARY INDVIER HEMPEL KOLLEGIET, DTU

13. september indvier H.K.H. Kronprinsesse Mary Hempel Kollegiet, DTU. Kollegiet indeholder studieboliger til 200 danske og internationale studerende. H-Kollegie Fonden er bygherre på det 7.400 m² store byggeri, der er muliggjort med en stor donation fra Hempel Fonden.

LÆRING & SOCIALE AKTIVITETER
Hempel Kollegiet, DTU Lyngby er organiseret i tre klynger, der hver især består af to bygninger med 12 og 13 boliger i henholdsvis 2 og 3 etager. Udgangspunktet er, at de studerende både skal have plads til at fordybe sig i deres studier og plads til at dyrke små og store fællesskaber på kollegiets område – dette samtidig med at de indgår som en aktiv del af DTU’s studenter- og campusfællesskab. Derfor er der arbejdet med forskellige niveauer af fællesskaber – både inde og ude.

PULSERENDE CAMPUS
DTU’s rektor Anders Bjarklev udtaler,

Vi er meget glade for disse nye studieboliger, der indbyder både til samvær og studier blandt vores internationale og danske studerende. Hempel Kollegiet, DTU vil give mere liv på vores campus og understøtter vores vision om en campus, der pulserer 24-7.

 

CIRKULÆR ØKONOMI – GENBRUGSTEGL OG TRÆSTRATEGI
En del af kollegiet er muret op af genbrugssten fra gamle Københavnske hospitalsbygninger. Teglstenene er renset og for at stenene eventuelt kan genbruges på et senere tidspunkt er de muret med en særlig kalkmørtel. På den måde regenerer man byggeaffald til nye byggematerialer i tråd med den cirkulære økonomis idegrundlag.

Den cirkulære tankegang går igen i træstrategien. Hempel kollegiet er opført i DTU campus’ vestlige kant, hvor 50 år gamle egetræer gennem tiden er blevet en del af det øvrige skovbryn, der indrammer campusområdet. For at bevare så mange af de eksisterende træer som muligt udviklede rådgiverteamet en bæredygtig tilgang til landskabsprojektet. Den bærende ide har været at bevare skoven så der fortsat er træer rundt om alle sider af kollegiet. Med træer så tæt på bygningerne, har man samtidig skabt en arkitektur, hvor forholdet mellem inde og ude er i centrum.

En del af de fældede egetræsstammer er genbrugt som træfliser og siddemøbler i de udendørs opholdsmiljøer. Det betyder at 495 meter træ fra stammerne, der ellers skulle fjernes og bortkøres er blevet genbrugt.

FOTO: Kontraframe

FAKTA
Bygherre: H-Kollegie Fonden
Bygherrerådgiver: Wissenberg og Arkitema Architects
Administrator: KAB
Totalentreprenør: B. Nygaard Sørensen A/S
Arkitekt: JJW Arkitekter
Landskab: JJW Landskab
Ingeniør: Bascon
Areal: 7.400 m²
Byggeperiode: 2015 – 2017

06/09/17