Katja Viltoft valgt til DI’s hovedbestyrelse

Katja Viltoft, partner og kreativ direktør hos JJW Arkitekter, er blevet valgt ind i Dansk Industris hovedbestyrelse.

DI’s hovedbestyrelse består af ledere fra dansk erhvervslivs absolutte top, og Katja ser med sit valg frem til muligheden for at fremme den bæredygtige dagsorden:

 Jeg er glad for at være blevet valgt til DIs hovedbestyrelse og ser frem til at få mulighed for at fremme arkitektvirksomhedernes dagsorden på øverste niveau i DI. I arkitektbranchen har vi stærke holdninger til bæredygtighed, og den måde vi forvalter verdens ressourcer på. Den dagsorden håber jeg at kunne være med til at skubbe på.

 

Med valget af Katja er kvindelige ledere fra arkitektbranchen nu stærkt repræsenteret i DI’s hovedbestyrelse, som ellers har en stor overvægt af mænd – noget der glæder Katja:

Med to kvinder fra arkitektvirksomheder, Mette Kynne Frandsen og jeg, i DI’s hovedbestyrelse, sender vi et stærkt signal til erhvervsdanmark om, at arkitektbranchen også går foran med mere ligelig repræsentation af kvinder i bestyrelser.

 

DI’s hovedbestyrelse består af 49 ledere fra dansk erhvervsliv. Udover posten i DI’s hovedbestyrelse er Katja også bestyrelsesformand i Danske Arkitektvirksomheder.

20/09/18