Grøndalsvængets Skole som årets skolebyggeri?

Indskoling set fra Vibevej_foto Torben Eskerod

GRØNDALSVÆNGETS SKOLE SOM ÅRETS SKOLEBYGGERI?
Grøndalsvængets Skole er et af de fem nominerede projekter til Årets skolebyggeri. Vinderen kåres på Nohrcons Konference om Byggeri af fremtidens skole og læringsrum den 2. oktober 2019.

AFGIV DIN STEMME
Prisen for Årets skolebyggeri uddeles på baggrund af en brugerafstemning, hvor alle har mulighed for at stemme på et af de fem nominerede projekter. Feltet er stærkt og konkurrencen er hård, så vi har brug for din stemme, som du kan afgive via dette link.

Stem på Årets skolebyggeri

“EN MEGET GENNEMFØRT SKOLE”
Grøndalsvængets Skole er nomineret af en dommerkomite, der i forbindelse med nomineringen blandt andet siger:

En meget gennemført skole, som lever om til målet om ’det fleksible læringsmiljø’ hvor eleverne har flere handlemuligheder.

 

 

SKOLE FOR HELE KVARTERET
Den næsten 100 år gamle Grøndalsvængets Skole har gennemgået en omfattende transformation med respekt for skolens åbenlyse kvaliteter og kvarterets særlige identitet. Den eksisterende hovedbygning fra 1929 er blevet renoveret og omdannet, så den opfylder nutidens krav til differentierede læringsrum, faciliteter og indeklima, og skolen er blevet udvidet med en ny bygning til indskoling og KKFO samt en ny bygning til sport og musik.

SE MERE OM GRØNDALSVÆNGETS SKOLE HER

Transformationen understøtter kvarterets særlige identitet og styrker sammenhængskraften både for lokalområdet og for skolens elever og brugere. De to nyopførte bygninger er to etager høje, udført i genbrugssten og placeret i hvert hjørne af grunden.  De nye skolebygninger nyfortolker kvartets saddeltage og gavle og passer sig ind i lokalområdet, hvor de ligesom de øvrige boligkarreer underlægger sig den gamle skoles markante hovedbygning. Hvor skolen før gemte sig bag en høj hæk, er der nu åbnet op mod kvarteret, så der fra alle sider er skabt forbindelser ind mod skolen og dens fællesarealer. Skolen er på den måde blevet en nyt rum for alle i kvarteret og uderummet, som før fremstod ekskluderende og aflukket, er åbnet op og fremstår nu inviterende for områdets beboere. Noget dommerkomitéen også bemærker i deres indstilling:

Grøndalsvængets Skole er lykkedes med at sammentænke og gennemrenovere en næsten 100 år gammel klasisk byskole med to nye skolebygninger. I denne proces er der skabt nye udvendige rumligheder mellem den gamle skole, de nye bygninger og den nære by.

 

MANGE SKOLER I EN SKOLE
Grøndalsvængets Skole rummer mange forskellige alderstrin og forskellige brugeres behov. For at understøtte dette store spænd, har visionen været at skabe mange ”skoler i skolen” og skolen er derfor udvidet med to selvstændige bygninger. På den måde er det i hver af de nye bygninger, ligesom i den gamle hovedbygning muligt at skabe en egen identitet og samhørighed, der understøtter den daglige brug og årgangene. Med denne campusstruktur bliver der indenfor skolens ramme mulighed for at skabe større forskelle mellem områderne, og dermed muligheder tilpasset forskellige behov og brugere.

Siddeniche ved trapperum_foto Torben Eskerod

BÆREDYGTIGHED I CENTRUM
Transformationen af Grøndalsvængets Skole har et bredt fokus på bæredygtighed. Ved at genbruge og transformere de eksisterende bygninger, som har en meget høj bygningsmæssig kvalitet i materialer og løsninger, minimeres CO2 aftrykket. Tilsvarende er de to nye skolebygninger bygget med genbrugssten, nedtaget fra Bispebjerg hospital, og muret op med ren kalkmørtel. Dette sikrer, at de også engang i fremtiden kan genbruges og indgå i en langsigtet cirkulær økonomi. På den måde bindes historien sammen, så den gamle skole bliver ny og de nye skolebygninger har den gamle historie med fra starten. Nyt og gammelt nærmer sig hinanden, så den samlede skole visuelt fremstår som en helhed, og knyttes sammen med sit kvarter.

JJW Arkitekter har været totalrådgiver på projektet og stået for arkitektur og indretning. Schul landskabsarkitekter har stået for landskabsbearbejdning, Jørgen Nielsen Rådgivende Ingeniører har været ansvarlige for Konstruktion, Dansk Energi Management for Teknik, og Jakon har stået for udførelsen som hovedentreprenør.

Københavns Kommune er bygherre for projektet, der indeholder 5.150 m2 nybyggeri og 5.900 m2 renovering samt 10.000 m2 udearealer. Det samlede budget er 235 mio. DKK.

04/09/19