JJW ANSÆTTER BÆREDYGTIGHEDSEKSPERT

Som et led i videreudviklingen af tegnestuens kompetencer indenfor bæredygtighed har JJW Arkitekter ansat Jørn Kiesslinger, Arkitekt MAA og DGNB-auditor, som faglig leder af bæredygtighed. Ansættelsen er den seneste af en række strategiske ansættelser, som tegnestuen gennemfører for at styrke organisationen.

Bæredygtighed er en integreret del af JJW Arkitekters virke. Gennem tre årtier har tegnestuen oparbejdet en omfattende viden indenfor området, som løbende er implementeret i tegnestuens projekter. Resultatet er, at JJW Arkitekter har mange specialkompetencer indenfor bæredygtighed som eksempelvis DGNB, udvikling af passivhuse, energioptimering af eksisterende bygninger, totaløkonomi og social bæredygtighed. Med ansættelsen af Jørn Kiesslinger, Arkitekt MAA og DGNB-auditor, sætter tegnestuen yderligere fokus på bæredygtighed og har nu i alt 6 ansatte DGNB-konsulenter.

Jørn Kiesslingers primære opgave er at sikre, at bæredygtighed i alle dets afskygninger bliver en integreret del af alle JJW Arkitekters opgaver. Jørn Kiesslinger får ansvaret for at den omfattende viden, som JJW Arkitekter gennem årene har opbygget indenfor bæredygtighed, bliver vidensdelt og implementeret. Målet er, at bæredygtighed indgår som et integreret element i samtlige faser i alle projekter – lige fra konkurrencefasen over realiseringsfasen til drift og vedligehold – både inden for nybyggeri og renovering.

Ole Hornbek, partner og leder af BY & BOLIG fortæller:

”Hos JJW Arkitekter har vi i mange år arbejdet med en holistisk tilgang til bæredygtighed. Vi har opbygget en omfattende viden indenfor området, og med ansættelsen af Jørn Kiesslinger får vi sat yderligere fokus på et af de afgørende områder for vores fag – et område som både vores offentlige og private kunder efterspørger ekspertviden indenfor. Bæredygtighed handler om at sætte mennesket i centrum og tage vare på vores fælles omgivelser og fremtid.  Vores mål er at blive anerkendte i vores omverden som et seriøst og fokuseret arkitekturværksted, der arbejder strategisk, innovativt og målrettet med bæredygtighed som et selvfølgeligt element i alle vores projekter”.

09/02/15