BYGNINGER, DER LYDER BEDRE

Tirsdag d. 9. juni forsvarer Michael Brady Peters sit ErhvervsPhD-projekt ”Sound and Space Defining Surfaces in Architecture”.

”Bygninger, der lyder bedre!”. Det er visionen, som PhD-projektet håber at indfri. I sit projekt beskæftiger Michael Brady Peters sig med, hvordan akustisk performance kan integreres i bygninger ved hjælp nyudviklede digitale værktøjer.

Konklusionen er, at det både er muligt og fordelagtigt at integrere lyd i den digitale, arkitektoniske designproces. Ved hjælp af projektets nyudviklede, digitale designredskaber er det blevet muligt for arkitekter at udvikle overflader, der har forudsigelige akustiske egenskaber. Et af afhandlingens bærende argumenter er, at lyd kan blive et medie, der fremmer et nyt formsprog, der ultimativt resulterer i bygninger, der lyder bedre.

”Bradys projekt åbner for en lang række potentialer for videreudviklingen af et af de parametre, som vi vægter højt i alle vores projekter, nemlig bygningernes akustiske forhold. Uanset om vi indretter arbejdspladser, skoler eller plejeboliger har lydforholdene af bygningerne afgørende indflydelse på arbejdsglæde, indlæring og beboernes velvære. Men fordi lyd ikke kan ses på tegninger og visualiseringer, bliver den tit ’overset’. Det håber vi Bradys forskning og metoder kan være med til at rette op på.

Hos JJW er vi i fuld gang med at udrulle digitale værktøjer, og nu får vi mulighed for at indarbejde akustiske forhold som en integreret del af vores digitale designprocesser”, fortæller partner og leder af Erhverv & Sundhed hos JJW Arkitekter, Katja Viltoft, der har været vejleder på projektet.

Læs mere om forsvaret og læs et summary på Kunstakademiets Arkitektskoles hjemmeside.

FESTLIGHOLDELSE PÅ FREDAG
Fredag d. 12. juni mellem 15 – 17 fejrer vi Bradys PhD-projekt på JJW Værkstedet – Finsensvej 78, 2000 Frederiksberg.

Alle interesserede er velkomne – tilmelding til Anette Thelin på ath@jjw.dk

ERHVERVSPHD-ORDNINGEN
Michael Brady Peters er i dag bosat i Canada, hvor han er Assistant Professor på John H. Daniels School of Architecture, Landscape and Design. Han har tidligere arbejdet for Foster + Partners og Buro Happold.

Projektet er økonomisk støttet af Innovationsfonden, JJW Arkitekter og Grontmij. Forskningen har fundet sted på CITA, Centre for Information Technology and Architecture, på Kunstakademiets Arkitektskole. Vejledere fra KADK har henholdvis været Mette Ramsgaard Thomsen og Emanuele Naboni.

Læs mere om ErhvervsPhD-ordningen på Innovationsstyrelsens hjemmeside.

 

 

08/06/15