TOTALRENOVERING AF AAB 111

Medio juli starter renoveringen af Parkskellet / AAB 111, der består af 240 lejligheder fordelt på 20 boligblokke opført i starten af 1940’erne. I dag er en stor del af lejlighederne ramt af skimmelsvamp.

RENOVERINGSPROJEKT TIL 316 MILLIONER KRONER

JJW Arkitekter er totalrådgiver og har sammen med Lemming & Eriksson udformet helhedsplanen for renoveringen, der både omfatter en modernisering af boligerne og en forbedring af udendørsarealerne. Som hovedentreprenør varetager Skou Gruppen hele renoveringen, der samlet løber op i 316 millioner kroner for AAB.

Peter Stagaard er projektleder ved AAB og fortæller:

”Når renoveringen står færdig, bliver beboersammensætningen mere blandet end før, da vi bygger sammenlagte lejemål i tre af blokkene til større familier. I tre andre blokke bygges tilgængelighedsboliger med elevator, så vi også tager hensyn til beboere med gangbesvær eller selvhjulpne beboere med mindre handicaps”.

 

NYT BEBOERHUS OG NYE MØDESTEDER

Mauro Lucardi er projekteringsleder hos JWW ARKITEKTER og forklarer:

”Vi lægger vægt på, at føre bebyggelsen tilbage til de kvaliteter Parkskellet havde dengang, den blev bygget i 1940’erne, samtidig med at vi bevarer bygningernes nuværende udseende. Når der eksempelvis isoleres udvendigt og laves ny skalmursfacade, bliver det i samme gule farve som de nuværende mursten. Men indvendigt kommer beboerne tilbage til stort set nye lejligheder. Hvor de før havde små badeværelser og små køkkener, får de nu store badeværelser og moderne køkkenalrum.”

 

Beboerne får også et nyopført beboerhus og mange nye fælles mødesteder i de grønne områder, som etableres omkring Parkskellet.

”I projektet runder vi det hele. Vi når langt for pengene, og det giver meget positiv og synlig værdi til området og beboerne,” siger Mauro Lucardi.

 

ALTID OVERRASKELSER

Direktør for Skou Gruppen, Martin Skou Heidemann, uddyber:

”Vi har speciale i at udføre renoveringer af gamle ejendomme, hvor der næsten altid viser sig nogle overraskelser, når man begynder at rive ned. Ud fra forundersøgelser af boligblokkene har vi estimeret, hvor meget skimmelsvamp der er. I tidsplanen for byggeriet har vi garderet os mod, at der kan være mere skimmelsvamp end først antaget,”

 

siger Martin Skou Heidemann, der sammen med den øvrige ledelse i Skou Gruppen er med i det store planlægnings- og koordineringsarbejde en byggesag i denne størrelse kræver.

Læs artikel på Building Supply.

30/06/15