NYT PHD-PROJEKT – INTEGRERET BÆREDYGTIGT DESIGN

DTU og JJW Arkitekter er gået sammen om et nyt ErhvervsPhD-projekt: ”Udvikling af en metode til integreret bæredygtigt design”.

Målet er at udvikle bæredygtige designmetoder tilpasset arkitektvirksomhedernes arbejdsprocesser samt sikre en helhedsorienteret implementering af bæredygtighed i projekternes samlede designflow.

Mathilde Landgren er nyuddannet civilingeniør i Bygningsdesign fra DTU og skal de næste tre år være Erhvervs-PhD hos JJW Arkitekter. Hendes forskningsprojekt tager udgangspunkt i Integreret Energi Design–metoden. Hensigten er, at videreudvikle denne ved at se bredt på mange flere bæredygtighedsparametre med udgangspunkt i DGNB-certificeringssystemet for bæredygtige bygninger og de tilhørende kriteriekrav.

DTU SER STORT POTENTIALE I SAMARBEJDET
Lotte Bjerregaard Jensen, lektor på DTU Byg, er medvejleder på projektet og fortæller:

”DTU Byg ser et stort potentiale i samarbejdet med JJW Arkitekter om udvikling af design-processer med et højt vidensniveau i alle faser, fordi JJW i forvejen er velfunderede indenfor bæredygtighed i byggeri. Med samarbejdet håber DTU byg at kunne videreudvikle forskningen i BIM-baserede designprocesser og udvide det fokus, DTU Byg hidtil har haft på indeklima og energibalance til også at inkludere Life Cycle Analysis. Dermed vil vi udvide bredden af de parametre, vi tager ind i designprocessen i samarbejde med erhvervslivet”.

 

Mathilde Landgren fortæller om baggrunden for sit projekt:

”Bæredygtighedscertificeringer som blandt andet DGNB er blevet anerkendte i hele byggebranchen og giver de certificerede bygninger et bæredygtigheds-stempel, der gør dem mere attraktive for bygherrer og brugere. Mange rådgivere efterspørger en enkel metode til at udvikle projekter, hvor bæredygtighed er tænkt ind i alle designfaser. Målet med mit ErhvervsPhD-projekt er at udvikle en sådan metode til integreret bæredygtigt design. Metoden skal være let at implementere for alle aktører og skal sikre, at bæredygtighed bliver tænkt ind fra den første skitse med værdiskabende konsekvenser for alt fra design, projektering, udførelse til drift og vedligehold”.

ERFARING SOM VÆRTSVIRKSOMHED FOR ERHVERVSPHD’ERE
Hos JJW Arkitekter har man tradition for at ansætte Erhvervs-PhDere for at styrke arkitektvirksomhedens faglige fundament. I løbet af 2015 har man allerede udklækket to PhDere indenfor henholdsvis bæredygtige systemleverancer og akustiske rumdannelser, ligesom man tidligere på året ansatte Sidse Martens Gudmand-Høyer, der i de kommende år skal forske i værdibaseret udvikling af Danmarks almene boliger.

Mathilde Landgren gennemfører sit forskningsprojekt i perioden 2015 – 2018.

FAKTA
En ErhvervsPhD er et særligt, virksomhedsrettet PhD-projekt. Forskningsprojektet og forskeruddannelsen gennemføres i samarbejde mellem en privat virksomhed, en ErhvervsPhD-kandidat og et universitet. Der kan desuden tilknyttes tredjeparter fra både det offentlige og private til projektet.

”Udvikling af en metode til integreret bæredygtigt design” er forankret på DTU og hos JJW Arkitekter, der er værtsvirksomhed. Derudover er Peter Andreas Sattrup, chefkonsulent for bæredygtighed hos Danske Ark, medvejleder. ErhvervsPhD-kandidat Mathilde Landgren er i 2015 uddannet Civilingeniør i Bygningsdesign fra DTU med fokus på energidesign.

Foto: Laura Græsdal Maajen / JJW Arkitekter

28/10/15