1. SPADESTIK PÅ EBBERØD

Udbygningen af Ebberød omfatter i alt 100 nye boliger til borgere med fysiske og psykiske handicaps. Boligerne opføres i tre etaper, hvoraf første etape er på 46 boliger. Bebyggelsen er opbygget i et klart og letforståeligt koncept med forskellige grader af privathed og fællesskab og således er gradueringen af fællesskabet det gennemgående tema for bebyggelsen. Bygningerne er disponeret så fællesrum, gangarealer og nicher med mere ligger placeret ind mod et indre gårdrum, hvilket styrker fællesskabsfølelsen og betyder, at det grønne gårdrum bliver en aktiv del af hverdagen. Alle boliger placeres, så de har vinduer og altaner der vender mod skoven og landskabet omkring bebyggelsen. Hermed bliver naturen en nærværende og en integreret del i de enkelte beboeres liv.

1. SPADESTIK
Primo april var der første spadestik på Ebberød plejeboliger.  Thomas Buur er en af de kommende beboere og satte spaden i jorden til et velbesøgt arrangement.

Formand for Social- og Sundhedsudvalget, Birgitte Schjerning Povlsen (C), holdt tale og fremhævede at mennesket er i centrum i hele projekt.

Det kommende byggeri udmærker sig særligt ved, at mennesket er i centrum overalt i projektet, der bæres frem af en arkitektur og en landskabs- bearbejdning, der er både sanselig, funktionel og i overbevisende samspil med kulturmiljøet i Ebberød. Jeg er overbevist om, at det bliver et spændende byggeri, der kan være med til at skabe rammerne om det gode liv for de kommende beboere.

 

Læs “Thomas tog det første spadestik” på Sjællandske

JJW Arkitekter er totalrådgivere, arkitekter og landskabsarkitekter på den i alt 8.000 m2 store opgave med Balslev Rådgivende Ingeniører og Force 4 Arkitekter som underrådgivere. HHM A/S er hovedentreprenør og Rudersdal Kommune er bygherre.

Janne Sælan Halskov fra JJW Arkitekter fortæller

På Ebberød er vi ansvarlige for arkitekturen, økonomien og processerne. Det ser vi som klar fordel for projektet, da vi på denne måde kan sikre, at forholdet mellem kvalitet og ressourcer konstant afvejes, så vi skaber de bedst mulige boliger indenfor det givne budget. Med hensyn til processerne er det både selve byggeriet, men i lige så høj grad brugerinddragelsen, vi har taget hånd om. Det giver os mulighed for at kombinere tegnestuens viden om boliger til mennesker med særlige behov med førstehåndsudsagn fra interessenterne.   

 

Der er forventet indflytning i anden halvdel af 2017.  

 

07/04/16