ProjektAlle os på Bank Mikkelsensvej

Alle os på Bank Mikkelsensvej

ALLE OS PÅ BANK MIKKELSENS VEJ
”Forslaget er meget sanseligt og indlevet. Det fremviser store, rumlige kvaliteter i de enkelte bebyggelser og den landskabelige bearbejdning af det centrale fælles haverum.”
Fra dommerbetænkningen
Konkurrence om Modernisering og udbygning af Bank-Mikkelsens Vej. Stedet huser en række dag- og botilbud til voksne og børn med multiple handicaps. Afgjort februar 2015

PROLOG
I Gentofte Kommunes atlas over bevaringsværdige bygninger og miljøer er Bank-Mikkelsens Vej-området klassificeret med høj bevaringsværdi. Den høje værdisætning skyldes fortrinsvis områdets samlede miljø og den kulturhistoriske betydning, som stedet har i dansk forsorgshistorie. Det er således med stor ydmyghed, at vi går ind og bearbejder og udvikler området.
Vi har tegnet en ny og moderne bebyggelse, der er en naturlig del af Bank-Mikkelsens Vej og bygger videre på stedets stærke karakteristika og historie. Vi har søgt at tænke nyt, når det kommer til beboernes mange forskellige behov, fysisk indretning, fleksibilitet, arbejdsmiljø, energieffektivitet, indeklima, fremtidssikring, klimatilpasning, bæredygtighed, holdbarhed og totaløkonomi.
Udgangspunktet for vores besvarelse er programmets overskrift: ”At sætte borgeren i centrum”. Vi har valgt at benytte den brede definition, som ligger i ”borgeren” – for vi ønsker både at skabe en optimeret arbejdsplads for dem, der skal arbejde i Bank-Mikkelsens Vejs rammer, og for de mange for hvem det primære er, at Bank- Mikkelsens Vej er et hjem!
Grundlæggende har vi lagt os opad ”Det gode liv – i nye rammer”-projektet for at sikre, at fremtidens Bank- Mikkelsens Vej bliver et sted, der netop sætter borgeren i centrum i en treenighed, der består af Fysiske rammer, Organisering samt Pædagogisk og sundhedsfaglig praksis.
Arkitektonisk har udgangspunktet været Bank- Mikkelsens Vejs eksisterende kvaliteter – som vi så har videreudviklet og optimeret. Vi har føjet os til stedets særlige stemning og typologi. Derudfra har vi arbejdet videre med områdets fine vekslen mellem klart definerede bygningsvolumener, der præcist favner sine uderum for derefter at mødes med det store landskabstræk, Grønningen. En typologi, der egner sig til at værne om mennesker, som har brug for ekstra omsorg og beskyttelse.
I vores arbejde har vi trukket på vores mangeårige erfaring med at bygge boliger til mennesker der har brug for hjælp og støtte til at tænke fremad. Vi ønsker at skabe fremtidssikrede og omsorgsfulde rammer til beboerne.
Fysiske vanskeligheder og kognitive handicaps påvirker måden man forstår sine omgivelser på, og hvordan man oplever verden – derfor er det vigtigt, at man kan orientere sig intuitivt. Her spiller sanserne en vigtig rolle. Nogle orienterer sig via lyde og stemninger, mens andre benytter synssansen eller den taktile sans til at orientere sig med.
Vi designer helhedsorienterede løsninger til borgernes særlige behov.