ProjektKlostermarksskolen

Klostermarksskolen

EN NY SKOLE
Med forslaget til nybygning og ombygning af Klostermarksskolen ønsker
vi at skabe en ny og sammenhængende skole bestående af de
bedste områder og kvaliteter i den eksisterende skole kombineret med
en ny funktionel og æstetisk tilbygning. Klostermarksskolen har udviklet
sig gennem årene, krav er ændret og områder tilføjet. Vores mål
med denne gennemgribende ændring af skolens funktioner, sammenhænge
og udtryk er, at Klostermarksskolen kan komme til at fremstå
som en ny skole, hvor de tidligere epoker smelter sammen med det
nye og helhedsindtrykket er en ny helstøbt skole.

MEST FOR PENGENE
Med afsæt i den økonomiske ramme har vi ønsket at kunne levere
”mest skole for pengene.” Det handler naturligvis ikke kun om kvantitet,
opfyldelse af rumprogrammet, men i høj grad om kvalitet og sammenhænge
i de rum der skabes. Kvalitet set som de bedste og mest
inspirerende rammer for det daglige liv på skolen nu og mange år frem.
Med det afsæt har vi vurderet, at en stor del af den eksisterende Klostermarksskole
skal nedrives og har prioriteret den primære del af økonomien
i at nybygge en central del af skolen og en mere begrænset del
i ombygninger i de eksisterende bygninger.

ET NYT ANSIGT
Klostermarksskolen ligger smuk indpasset i landskabet, men også meget
usynlig. Skolen mangler et ansigt mod verden, en gestus der inviterer
indenfor. Ved at flytte ankomsten til skolen og bygge en ny højere
tilbygning, der indrammer indgangen, får skolen et nyt klart ansigt, der
møder alle, der ankommer til skolen eller kører forbi på vejen.

EN SAMLET SKOLE
Klostermarksskolen skal have en mere samlet karakter for at et inspirerende
dynamisk læringsmiljø kan udvikle sig. Vi har derfor valgt
at komprimere skolens funktioner på et mindre område, men i to etager
omkring et centralt torv. På den måde er flere tæt på ”hjertet” af
skolen, sammenhængskraften øges og synergien styrkes. En samlet
skole, hvor man kan mærke fællesskabet med de andre elever, få øje
på skolens voksne, tage pulsen på skolen. Ved at tænke skolen som
en by med et centralt torv og små lokale pladser har vi skabt både et
fællesskab, der omfatter hele skolen og små lokalmiljøer omkring de
forskellige alderstrin.

HVER ALDER SIN VERDEN
I gennem et barns skoletid udvikler hver enkelt sig fra at være en lille
betuttet størrelse med sin mor i hånden, til at være en begejstret og
energisk ”tween”, til at blive et langlemmet selvbevidst ungt menneske.
Hver alder har sine udfordringer og behov, som vi med skolens
opdeling og indretning forsøger at understøtte bedst muligt. Derfor er
indskoling, mellemtrin og udskoling placeret i hver sit bygningsområde,
hvert område er indrettet og tilpasset den aldersgruppe med sin helt
egen karakter.

SKOLEN SOM ARBEJDSPLADS
For at tiltrække de bedste medarbejdere må skolen tilbyde et fagligt
og socialt stimulerende arbejdsmiljø, en skole man kan være stolt af.
For de fleste lærere er det omgivelser, der støtter deres faglige virke,
noget der skaber stor arbejdsglæde. Store lyse undervisningslokaler
med god akustik, gode rammer for mødet med forældrene og områder
hvor skolens medarbejdere i fred kan forberede sig og udveksle med
deres kolleger. Og fremtidens medarbejdere forventer en arbejdsplads
med bæredygtige løsninger og smukke materialer.

FORÆLDRENES SKOLE
Nutidens forældre er bevidste og kritiske forbrugere, når det drejer sig
om deres børns skole. De har i de første år deres daglige gang på
skolen, har meget fokus på deres eget barns vilkår, og vil kunne følge
med i hvad der foregår på skolen. Med den større synlighed, de nye
adgangsforhold, og de dynamiske fællesområder har vi søgt at understøtte
at forældre og andre besøgende kommer til at opleve en dynamisk
og inspirerende skole.

EN GRØN SKOLE
Klostermarksskolen er en grøn skole i kraft af en helt unik beliggenhed
og forbundethed med det omkringliggende landskab. De store kvaliteter
bygger vi videre på i vores disponering af bygningerne på grunden.
Ved at nedrive en del af bygningerne og bygge et komprimeret nybyggeri
bliver det muligt at få mere energieffektive løsninger. Den samlede
skole får også et mindre ”fodaftryk” på grunden og en større del af
grunden kan dermed blive til friareal, der kan disponeres til endnu flere
grønne el. blå(vand) områder.