ProjektSophienborgskolen

Sophienborgskolen

Huset, der er et samarbejde mellem JJW ARKITEKTER, Omega Gruppen og Lemming & Eriksson, er en moderne folkeskole med vægt på identitet og fleksibilitet i den overordnede udformning. Med den nye mellemtrinsbygning udvider Sophienborg Skole med nye lokaler til undervisning og designfagene sløjd, håndarbejde og billedkunst.
LANDSBYSTEMNING
Skolen er bevidst skabt som en skole med fritstående bygninger placeret i de parklignende arealer. Første bygning er de gamle bygninger, dernæst er der gjort plads til en separat bygning til musik, og i ‘ baghaven’ er første etape opført og ligger smukt som sin museums agtige bygning, uden at det arkitektonisk giver sammenstød med den ældre herre oppe foran. De to tidsaldre klæder hinanden og giver samtidig et historisk billede af to tidsaldre, der sagtens kan inddrages i et undervisningsforløb, om man vil.

-Ved at splitte skolen i flere forskellige bygninger bibeholder vi landsbystemningen. Samtidig har vi holdt den nye bygning i den samme farveskala som den gamle, så de på den måde ikke stikker af fra hinanden, forklarer arkitekt Allan Kongslev fra JJW ARKITEKTER.

De enkelte undervisningslokaler og pauseområder er tilpasset elevernes udvikling og muliggør en bred vifte af undervisningsformer. Rummene er lyse med rigt udsyn til den omkringliggende natur. Og på 1. Sal i atriet, hvor den nye skole blev fejret med taler og sang, er lysindfaldet et atelier værdigt:

EN SKOLEARKITEKTUR, DER LÆRER FRA SIG
Sophienborg Skole er en folkeskole i børnehøjde, hvor arkitekturen bevidst er tænkt som en integreret del af læringsmiljøet:
“Hvis I ser på rummet og landskabet gennem panoramavinduerne kan I se, at facaden er et smukt billede i sig selv. Her får I nogle lokaler, der er som skabt til billedkunst”, sagde arkitekt og indehaver Kaj Frederik Wohlfeldt fra JJW ARKITEKTER i sin tale.

FAKTABOKS
Bygherre: Hillerød Kommune
Opgaveform: Totalentreprisekonkurrence
Samarbejdspartnere: Omega Gruppen A/S, Totalentreprenører, Lemming og Eriksson – Rådgivende ingeniører A/S
Rådgivningsform: Totalrådgivning
Status: 1. Præmie i indbudt konkurrence
Opførelsesår: 2009-2011