Projektvilla på a.n. hansens allé i hellerup

villa på a.n. hansens allé i hellerup Projektbeskrivelse

Kontaktperson: Jan Knudsen

Type
By og bolig

Bygherre
privat

Samarbejdspartner
Kurt Thybo civil ingeniør

villa på a.n. hansens allé i hellerup

Villa i Hellerup

Frederiksen og Knudsen arkitekter fik i 1995 opgaven om at tegne et enfamiliehus på en enestående grund på en af Hellerups stikveje til Øresund.
Bygherren havde 3 ønsker:

– De ønskede udsigt over sundet.
– Der skulle være direkte udgang fra køkken til have/ terrasse
– 2 børneværelser

Huset er beliggende på en frastykket parcel i et udbygget kvarter, præget af en mangfoldighed i arkitektoniske stiltræk, repræsenteret ved hollandsk renæssance, fransk barok og skandinavisk skønvirke i minipalæerne på vejen.
Trods denne forvirrende mangfoldighed er der enkelte væsentlige fællestræk, der knytter bebyggelsen sammen og alligevel får vejen til at fremstå som en harmonisk helhed. Fælles for husene er, at de udgør relativt store fritliggende volumener på små jordlodder. Bygningshøjden er som regel lig med eller større end bredden. Bygningerne er tunge og vinduesåbningerne er ”hul i mur”. Overfladerne afspejler de mange stilarter, næsten alle varianter af pudsede facader og blank mur er repræsenteret.
Det nye enfamiliehus bygger videre på områdets arkitektoniske grammatik og skal ses som et nutidig bidrag til den arkitektoniske mangfoldighed. Huset er kompakt med et forhold mellem højde og bredde, som er analog med nabohusene. Det er fritliggende og forholdsvist voluminøst i forhold til grundstørrelsen.
Af hensyn til en markant hængebøg på ejendommen samt en meget lang høj mur i det østlige skel, er bygningen trukket tilbage på grunden.
Det er et muret hus, filtset med hvid indfarvet mørtel. Vinduerne er placeret proportionelt i et samspil mellem en hensigtsmæssig og spændende dagslysstyring af de indre rum, og en organisk proportionering af facaden. Køkken og alrum er placeret i underetagen med direkte udgang til en forsænket gårdhave.
Opholdstuen er beliggende på øverste etage og har store glaspartier med franske altaner. På den ene langvæg er et indbygget ildsted. Taget over opholdstuen er løftet og friholdt fra væggene med glas hele vejen rundt.

Projektet har modtaget adskillige priser, bla. er det præmieret af Gentofte Kommune