Første spadestik til fremtidens tandbehandling

Torsdag den 20. februar blev første spadestik til den nye Tandplejeklinik i Hillerød taget.

Den nye klinik samler kompetencer, viden og ressourcer fra alle Hillerød Kommunes eksisterende tandplejeklinikker i ét hus, der er designet til at understøtte udvikling af et stærkt fagligt miljø, og gøre det til en god oplevelse at gå til tandlægen for børn og unge fra hele Hillerød Kommune. JJW Arkitekter er totalrådgiver på projektet, og Katja Viltoft var blandt talerne ved fejringen, hvor både klinikassistenter, tandplejere og tandlæger var mødt op.

Den nye Tandplejeklinik er både inde og ude udformet med blik for det det hele handler om: tænder. Bygningen er udformet som en kindtand – hvid og glat, næsten lige så bred som den er høj og dyb og med små fremspring og kendetegn, som enhver tand har.

Inde i bygningen er alt centreret omkring nerven – et store fællesrum, der forbinder alle tre etager og skaber forbindelse mellem husets medarbejdere og brugere. Det store fællesrum får et stort ovenlys og vægge, der er beklædt med trælameller.

Om udformningen af tandplejeklinikken sagde Katja Viltoft ved fejringen:

Lige så vigtigt det er at tandklinikken fremstår hvid, ren og glat og signalerer præcision og renhed, lige så vigtigt er det, at den nye tandklinik bliver et venligt, varmt og inviterende sted. Et sted, der er hyggeligt at besøge, så alle vores børn ikke vokser op med tandlægeskræk, men at der tværtimod grundlægges en tillid til tandlæger og en naturlighed overfor naturligvis at gå til tandlægen hvert år…. Også når man ikke længere er barn.

 

Den nye tandplejeklinik skal tilbyde behandlingsforløb til Hillerød Kommunes ca. 12.000 børn og unge samt borgere i omsorgs- og specialtandplejen, og skal bl.a. rumme basistandpleje, tandregulering, specialtandpleje og narkoseklinik samt tidssvarende, administrative funktioner og personalefaciliteter.

Tandplejeklinikken opføres af entreprenør Adserballe & Knudsen og Norconsult er ingeniør. Klinikken skal byde de første brugere velkommen i sommeren 2021.

25/02/20

Henter Billede