JJW VINDER KONKURRENCE I NYKØBING FALSTER

JJW ARKITEKTER VINDER LANDSKABSKONKURRENCE I NYKØBING FALSTER

Med et forslag der bygger videre på eksisterende kvaliteter og binder hele byen sammen er JJW Arkitekter udråbt som vinder af idékonkurrencen om Nykøbing Falster Midtby.

Det blev JJW Arkitekters landskabsafdeling, der i tæt konkurrence med tre andre tegnestuer løb med sejren i Nykøbing Falster. Konkurrencen var udskrevet af Guldborgsund Kommune, der ønskede en plan for udviklingen af en ny sammenhængende bymidte. Ønsket var at løfte de eksisterende byrum og styrke de rummelige og æstetiske rammer for det gode byliv.

JJWs forslag roses i dommerbetænkningen netop for sin sammentænkning af Nykøbing Falsters forskellige funktioner:

”Forslaget rummer et stærkt hovedgreb hvor hele bymidten indtænkes som et samlet projekt og hvor de i konkurrenceprogrammet forskellige ønsker samtænkes i et helhedsgreb. Koblingen på både havnen, Vandmøllepladsen, Bibliotekshaven, Hallen og handelsstrøget skaber en sammenhængende bymidte som vurderes meget positivt og helt i tråde med både konkurrenceprogram og styregruppens mål for Nykøbing Falster bymidte.”

 

Videre lyder det i dommerbetænkningen:

”Vinderforslaget skal fremhæves for sin evne til at skabe nye muligheder for hele midtbyen, for at trække omkringliggende potentialer ind på torvet og for at skabe et godt mikroklima til hverdagens brug af stedet.”

Se dommerbetænkninger her Nykøbing F Midtby _dommerbetænkning

JJW TEAM: Laura Græsdal Maajen, Heidi Cathrine Østergaard, Ole Hornbek, Erika Simonsson, Sara Ettrup

18/12/17

Henter Billede