ARKITEKTUR OG DESIGN MED MERVÆRDI

Danske Arkitektvirksomheder udstiller i samarbejde med Kunstakademiets Skoler for Arkitektur, Design og Konservering ”Arkitektur og design med merværdi”.  Udstillingen viser et udpluk af projekter fra eksempelsamlingen ”Arkitektur med merværdi”, der formidler arkitektur, som skaber social, miljømæssig og økonomisk merværdi. Det kan være flere besøgende, tilfredse medarbejdere, sparet tid og kroner, flere der kommer i uddannelse, dyrker motion, bliver hurtigere raske samt en række miljømæssige bæredygtighedstiltag.

MÅLBAR MERVÆRDI
Katja Viltoft, kreativ direktør og partner hos JJW Arkitekter samt 1. næstformand hos Danske Arkitektvirksomheder, fortæller

Som arkitekter har vi lang erfaring for at arkitektur er værdiskabende, fordi smukke og velfungerende rammer øger velvære og social sammenhængskraft, og gode tekniske løsninger giver bygningerne længere levetid. Men det har ikke tidligere været beskrevet så målbart hvorfor og hvordan arkitektur er værdiskabende. Med eksempelsamlingen bliver det gjort klart både på den sociale, den økonomiske og den miljømæssige bundlinje, at god arkitektur skaber merværdi. Vi har selv oplevet, at JJW Arkitekters skole i Sydhavnen er langt mere end en skole. Skolen er et fyrtårn og en attraktion for et nyt kvarter, den forøger udearealet med 50 % i et tæt bymæssigt kvarter, og den skaber sociale læringsrum til helt nye typer samarbejder og undervisning blandt både elever og borgere i kvarteret. Alle tre aspekter skaber merværdi for bygherre og brugere, for kvarteret og for samfundet.

 

De udstillede modeller er Psykiatrisk Afdeling Aabenraa (White Arkitekter), Cykelslangen (Dissing+Weitling Architects), DTU Compute (Christensen & Co), Moesgaard Museum (Henning Larsen Architects), SEB Bank (Lundgaard & Tranberg Arkitekter), Lindevangsparken (Marianne Levinsen Landskab), FN Byen (3XN) – samt Skolen i Sydhavnen.

KADK viser afgangsprojekter fra både arkitekt- og designstuderende, hvor omdrejningspunktet er bæredygtighed og samfundsværdi. Her kommer morgendagens arkitekter og designere med deres bud på arkitektur og design, der kan gøre en forskel for samfundet og den enkelte.

LÆS MERE OM UDSTILLINGEN “ARKITEKTUR OG DESIGN MED MERVÆRDI” 

Der er fernisering 22. marts kl. 17. Her møder du blandt andet rektor for KADK Lene Dammand Lund, formand i Danske Arkitektvirksomheder Kolja Nielsen, direktør i Danske Arkitektvirksomheder Lene Espersen, nyudklækkede arkitekter og designere samt repræsentanter for de deltagende arkitektvirksomheder.

Udstillingen er i Industriens Hus, H.C. Andersens Boulevard 18 og er åben for alle frem til 28. april.

Foto: Danske Arkitektvirksomheder.

20/03/17

Henter Billede