REJSEGILDE PÅ LABORATORIEBYGNING

Onsdag d. 29. marts inviterede Bygningsstyrelsen til rejsegilde på KU SUND 788-67 VRO, der er en ny laboratoriebygning på KBH Universitet Campus Taastrup.

Campus Taastrup er planlagt i 1960’erne af arkitekterne Steen Eiler Rasmussen og Mogens Koch som et forsøgsområde for den daværende Kgl. Veterinær og Landbohøjskole. Bygningerne er samlet i præcis stram bebyggelsesplan omkring Højbakkegårds Allé og falder fint ind i de landlige omgivelser, hvilket også stemmer godt overens med de forskningsmæssige aktiviteter. Anlægget huser i dag undervisnings- og forskningsfaciliteter for KU’s Sundhedsvidenskabelige og Biovidenskabelige fakulteter.

RAMMEAFTALE
JJW Arkitekter har en rammeaftale med Bygningsstyrelsen og er som en del af denne totalrådgivere på den nye laboratoriebygning, der samler funktionerne fra forskellige bygninger på Campus Frederiksberg med de tilsvarende funktioner i Campus Taastrup. Nybygningen rummer laboratorier for Veterinær Reproduktion og Obstetrik (VRO). Projektet omfatter blandt andet Laboratorier til obduktion af fostre fra kalve, sektion af større dyr som heste og køer samt Præparations- og vævslaboratorium. Derudover opføres undersøgelses- og mikroskopirum, kontorfunktioner og Studiepladser for P.hd-studerende og laboranter.

Til rejsegildet var der taler af Ulla Wever, Dekan SUND, Ionee Skovgaard, Byggechef KU Campus Service og Ebbe Michaelsen, arkitekt Bygningsstyrelsen.

Fra JJW Arkitekter deltog Katja Viltoft samt Lars Ulrik Larsen, der i sin tale blandt andet fortalte

Det har været en spændende udfordring, at indpasse de fysiske rammer for VRO i Steen Ejler Rasmussens bebyggelsesplan med dens stramt placerede længehuse og deres karakteristiske tagform. Vi har tilstræbt at skabe en bygning, der med dets præcise fodaftryk og tagform refererer til den oprindelige bebyggelsesplan, samtidig med at den tydeligt afspejler nutiden bl.a. gennem et andet materialevalg. De oprindelige bygningers gasbeton-gavle er erstattet med betonelementer, suppleret med elementer i naturtræ. Materialer, der genfindes i det nærliggende nye dyrehospital. VRO bygningen opføres, i modsætning til bygningerne i den oprindelig bebyggelsesplan, i to etager. De eksisterendes huses facader med karakteristiske betonrammer med udfyldnings-elementer, kan genfindes i den nye to-etages bygnings facader i skaleret form. Huset har en enkel planløsning med et langt gennemgående dobbelthøjt ”strøg”, som forbinder husets funktioner både horisontalt og vertikalt. En centralt beliggende trappe og en stor åbning i dækket til 1 sal, kombineret med store ovenlys, skaber et lyst og let overskueligt hus, og dermed en tryg ramme for dem der har deres daglige arbejdsdag i huset.

 

FAKTA
Projekt: Nybyggeri indenfor rammeaftale laboratoriebygning VRO
Sted: Taastrup Campus, Højbakkegård Alle, 2630 Taastrup
Bygherre: BYGST
År: 2015 – 2017
Areal: 1.350 m²
Arkitekt: JJW Arkitekter (Totalrådgiver)
Ingeniører: Dines Jørgensen ingeniører og Balslev.

 

30/03/17

Henter Billede