VORES EGNE EKSPERTER #3

Landsbyggefonden, Arkitektskolen Aarhus og JJW Arkitekter er gået sammen om ErhvervsPhD-projektet  ”Værdibaseret udvikling af Danmarks almene boliger”. Et af målene med projektet er at kvalificere praksisnære metoder for renoveringen af de almene boliger med fokus på deres bygningskulturelle værdier. Her er ErhvervsPhD-stipendiat Sidse Martens Gudmand-Høyers indlæg til JJW Arkitekters 30 års jubilæumsudgivelse.

Vi er forkælede med en overflod af bygningshistorie. Vi er omgivet af den til daglig, vi lever i den, mellem bygninger opført sidste år og bygninger opført for århundreder siden. Bygninger, der overvejende er af sådan en kvalitet, at vi vælger at gøre, hvad vi kan for, at de forsat skal blive stående. Som del af et holdepunkt, en selvforståelse. Vi bygger altid videre, også når vi bygger nyt. Og ofte bygger vi til eller vi bygger om. Vi optimerer og fornyer, udskifter og genfortolker. Vi bevarer. Samtidig tilføjer vi nye lag. Nye lag til vores byggede miljø, til den bygningskultur der er og var, men også til den der bliver kendetegnende for vores tid. Renovering af den eksisterende bygningsmasse er derfor udfordrende men også givende.

LÆS OGSÅ: Nyt ErhvervsPhD om almene boliger

FORSTÅELSE FOR BYGNINGENS KVALITETER
Udgangspunktet for en god renovering er en forståelse for den eksisterende bygnings kvaliteter, både de umiddelbare sanseligt oplevede kvaliteter, de arkitektoniske kvaliteter, de funktionelle og de landskabelige/bymæssige kvaliteter. Særligt væsentligt for at kunne renovere hensigtsmæssigt er også erkendelsen af bygningen som udtryk for den tid, den blev opført i, men også for dens udviklingshistorie. Vores eksisterende bygningsmasse er en fortælling om tidligere ambitioner, idealer, lovgivning og teknisk formåen. En fortælling som gerne er blevet tilføjet nye afsnit gennem tiden, både ved fysiske ændringer og gennem ændret brug. Ikke mindst påvirkes fortællingen af os, af hvad vi forstår ved og værdsætter i bygningen og i dens historie. Af hvad vi vælger til og fra, når vi skal renovere. Og dermed bevare.

LÆS OGSÅ: Kæmpe renoveringsprojekt når milepæl

BÆRER FORTÆLLINGEN VIDERE
Her har vi som arkitekter en særlig fornem opgave. Vi skal bære fortællingen videre. Vi er de arkitektfaglige ambassadører for bygningen, som skal værne om det eksisterende ved at tilgodese de nutidige behov med udgangspunkt i en faglig forståelse for bygningens sanselige, fysiske og funktionelle kvaliteter – og dens historiske fortælleværdi. Det er ikke en enkelt opgave, der er ikke én korrekt løsning, som vi kan genanvende igen og igen.

Derfor må udgangspunktet altid være kendskab til det eksisterende, til bygningen vi står overfor og til de udfordringer den mødes af. Vi må gøre det klart for os selv og for andre, hvori det eksisterendes kvaliteter består, og særligt hvorledes vi er nået til en forståelse af disse kvaliteter, før vi kan tage stilling til, hvordan de kan bæres videre ind i fremtiden.

 

For at kunne gøre det må vi som arkitekter have en holdning til, hvad det er vi værdsætter og til, hvordan vi gennem vores fysiske interventioner formidler de eksisterende kvaliteter i et nyt hele. Vi bør vægte det nye mod det eksisterende med kærligheden til historien som udgangspunkt. For opgaven er jo netop at forene det der var, med det der er, til det der bliver. Til glæde for bygningens brugere og ejere – og for alle os andre.

Interviewet er oprindeligt publiceret i ”Særliggørelsen af det almindelige” – JJWs Jubilæumsudgivelse i anledning af vores 30 års jubilæum.

 

 

05/04/17

Henter Billede