FARUM MIDTPUNKT I ARK BYG

Fredag d. 24. april bringer Ark Byg/Licitationen et interview med JJWs Lisbeth Nygaard Olsen og Nicolaj Gjøg om vores arbejde med renovering og ombygning af to blokke i Farum Midtpunkt.
Boligsammenlægningerne og renoveringerne i Farum Midtpunkt har skabt mange nye boligtyper, og tomme boliger i Farum Midtpunkt hører nu til fortiden.
”Vi har løbende holdt åbent hus arrangementer, og der er kommet rigtigt mange nye beboere. I dag er der venteliste til boligerne”, fortæller Gerd Karlsen, formand for Furesø Boligselskab.
Læs mere om udviklingen af Farum Midtpunkt på KABs hjemmeside. Et af de nye projekter er renoveringen og ombygningen af Blok 12 og Blok 13. Totalrådgivningsopgaven går ud på konvertere de to blokke fra familieboliger til plejecenter og bofællesskab, samt ombygge et mindre antal familieboliger til nye, mere udlejningsvenlige størrelser.
Efter ombygningen kommer de to blokke til at indeholde plejeboliger (Blok 12 niveau 1 og 2) og seniorbofællesskab (Blok 12, niveau 3). Blok 13 kommer til at indeholde genoptræningscenter (niveau 1), almene familieboliger (niveau 1), bofællesskab for voksne udviklingshæmmede (niveau 2) og opgangsbofællesskab (niveau 3).
I artiklen fra Ark Byg fortæller Nicolaj Gjøg, bygningskonstruktør MAK, blandt andet:
”Jeg har været med til at tegne den første model sammen med Lisbeth. Dette er helt specielt, fordi det hele blev skrællet ned, så vi kunne begynde helt forfra med den rå betonkonstruktion. Blandt andet har vi som noget helt nyt lavet decentral ventilation”.
Lisbeth Nygaard Olsen, arkitekt MAA, supplerer:
”Ingeniørerne fra Niras er blevet bedt om at lave mange totaløkonomiske beregninger, ligesom flere energibesparende og for eksempel gulvvarmegivende elementer er tilføjet. Det viser sig jo igen og igen, at hvis man investerer rigtigt, så sparer det sig ind på driften senere”.
Læs artiklen fra Ark Byg / Licitationen her. (Kræver abonnement)
KAB / Furesø Boligselskab er bygherre, mens JJW Arkitekter er totalrådgiver med Niras som rådgivende ingeniører og Hoffmann som entreprenør.