Favorit til Danmarks bedste renovering 2021

RENOVERPRISEN 2021
Danmarks bedste renovering skal i 2021 findes blandt 18 udvalgte favoritprojekter. Hele 128 projekter var indstillet, og Renoverprisens nomineringsudvalg har nu udvalgt de 18 projekter, der er i spil til årets Renoveringspris. Vi er stolte over at renoveringen af den næsten 100 år gamle Grøndalsvængets Skole er med blandt de udvalgte.
Med respekt for det eksisterende, forståelse for ændrede pædagogiske rammer og fokus på energioptimering er den gamle skole forvandlet til moderne kvarterskole med plads til differentieret læring og rum til både individ og fællesskab.
Læs mere om prisen og de 18 favoritter hos Renoverprisen.
Projektet er et kombineret udvidelses- og helhedsrenoveringsprojekt, der udover opførelse af to nye bygninger til indskoling og sport, indeholder en gennemgribende renovering og transformation af den næsten 100 år gamle hovedbygning, der har fået facaderne totalrenoveret, og vinduer og tag skiftet, så bygningen igen fremstår så flot, som da den blev opført, og i dag lever fuldt ud op til alle krav til indeklima og energiforbrug.
Skolens eksisterende og utidssvarende gymnastiksale er omdannet til pædagogisk læringscenter – skolens nye hjerte med bogudlån, flex arbejdspladser og møde- og auditoriefunktioner m.m. Dette har åbnet bygningen op, infrastrukturen er forbedret markant, og faciliteterne er gjort til et aktiv for lokalområdet. Læringscenterets inviterende karakter understøttes af et nyt indgangsparti og en række dobbelthøje åbninger i facaden.
Undervisningslokalerne er blevet omdannet, udvidet og suppleret med tilstødende grupperum og fællesarealer i varierende størrelser, for at give de mellemstore og største elever, der har base i hovedbygning, en større variation af undervisningsrum. På den måde er der i højere grad skabt undervisningsmiljøer knyttet til de enkelte alderstrin. Også gangarealer er udnyttet og indrettet til brug.