NY INDSKOLINGSBYGNING INDVIET

INDVIELSE AF HOLMEGÅRDSSKOLENS NYE INDSKOLINGSBYGNING
Den nye indskolingsbygning på Holmegårdsskolen i Hvidovre står nu færdig, og børn og voksne er kommet godt på plads. Onsdag d. 11. august blev indflytningen og færdiggørelsen af første etape i omdannelsen af skolen fejret ved en mini indvielse med deltagelse af Hvidovres Borgmester Helle Adelborg, skolens ledelse og repræsentanter fra forvaltningen, skolens bestyrelse, rådgivere og udførende.

Fra JJW ARKITEKTER deltog indretningsarkitekt Janne Dyhr og Tine Nielsen, der viste rundt i den nye bygning og svarede på spørgsmål fra de deltagende om bygning og læringsmiljø undervejs. Der var stor ros fra bygherresiden, hvor både skoleleder, borgmester og repræsentanter fra bestyrelse og forvaltning gav udtryk for deres tilfredshed med både bygning og proces og med rådgivere og udførende.

Undervejs var der samling ved samlingstrappen i bygningen med sange og snak med børn og lærere, der begejstret fortalte om deres oplevelser med den nye bygning.

Omdannelsen af den flotte gamle skole fra 1940 omfatter opførelse af to nye bygninger til indskoling og udskoling, samt ombygning af den eksisterende hovedbygning. Med projektet bliver kapaciteten på Holmegårdsskolen udvidet og læringsmiljøet tilpasset til at understøtte en moderne folkeskole med fleksible læringsrum og tæt forbindelse til lokalområdet.

Hvidovre Kommune er bygherre på projektet, der udføres med JJW ARKITEKTER som totalrådgiver, EKJ Rådgivende Ingeniører som rådgiver på ingeniørydelserne og Einar Kornerup som hovedentreprenør.

16/08/21

Henter Billede