Sted: Jyllinge
Bygherre: Roskilde Kommune
Størrelse: 1.500 m²
År: 2024-2026
Opgaveform: Totalentreprise
JJW rolle: Arkitekt og landskabsarkitekt
Samarbejdspartnere: Rasmus Friis, Søren Jensen
Børnehuset Akeleje - hverdagsarkitektur i børnehøjde
I Jyllinge har JJW Arkitekter tegnet Børnehuset Akeleje med en enkel ambition: at skabe gode og trygge rammer om børnenes hverdag med så få greb som muligt. Resultatet er et børnehus, hvor arkitektur, landskab og materialer arbejder sammen – og hvor børnene aldrig er langt fra udelivet.
Jyllinge er vokset frem langs Roskilde Fjord, og nærheden til landskabet og vandet er en vigtig del af byens identitet. Med Børnehuset Akeleje har byen fået en ny daginstitution til 140 børn fordelt på fire vuggestuegrupper og fire børnehavegrupper.
Fra begyndelsen har ambitionen været at vise, hvordan en enkel og ukompliceret tilgang til arkitektur, konstruktion og materialer kan skabe gode rammer set fra børnenes perspektiv.
Direkte udgang og tæt forbindelse til udearealerne
Et hus tæt på verden udenfor
Børnehuset er disponeret i ét plan med en klar og overskuelig struktur. Grupperum, fællesarealer og personalefaciliteter hænger naturligt sammen, og fra alle lokaler er der direkte adgang til udearealerne.
Det gør overgangen mellem inde og ude til en del af hverdagen frem for en destination i sig selv. Børnene kan let bevæge sig mellem husets forskellige rum og legepladsen, mens korte afstande og tydelige forbindelser gør huset overskueligt for både børn og voksne.
Udenfor folder landskabet sig ud i forskellige zoner med plads til både ro, bevægelse og naturbaseret leg. Selvom selve bygningen er i ét plan, skaber skråninger og bakker variation og nye udsyn i børnehøjde.
Ressourcerne bliver på grunden
Bakkerne er samtidig et eksempel på et af projektets helt konkrete ressourcegreb. En del af jorden fra udgravningen er blevet på grunden og er genanvendt til at forme legepladsens terræn.
På den måde bliver noget, der ellers kunne have været et restprodukt, til en kvalitet i børnenes hverdag.
Samme nøjsomhed præger selve bygningen. Projektet er udviklet til at efterleve kravene til lav CO₂e-udledning, og træ spiller derfor en central rolle. Bygningen er udført med lette trækonstruktioner og fremstår primært med træpaneler, mens en mellemzone i ubehandlet limtræ skaber en varm og taktil overgang i huset.
Materialerne er samtidig valgt med blik for et sundt indeklima, lang levetid og begrænset vedligehold. Projektet er koordineret med DGNB-krav, så klima, materialer og tekniske løsninger tænkes sammen med den langsigtede drift.
En enkel ramme om en vigtig hverdag
Akeleje er et hus til en af de mest almindelige – og vigtigste – dele af vores velfærdssamfund: børnenes hverdag.
Her ligger det særlige ikke i store armbevægelser, men i de mange valg, der tilsammen får hverdagen til at fungere: den korte vej ud, det overskuelige hus, materialer med lavere klimaaftryk og jord, der får nyt liv som bakker at lege på.
En enkel arkitektur, der giver plads til et rigt hverdagsliv.
Hvis du vil vide mere, så kontakt