Skip to content
Kontakt Søg

Sted: Hornbæk

Bygherre: OK Fonden & Helsingør Kommune

Størrelse: 5275 m²

År: 2016-2022

Opgaveform: Totalrådgivning

JJW rolle: Totalrådgiver

Samarbejdspartnere: Danakon

Hornbæk Plejecenter

Hornbæk Have er et plejecenter med 51 plejeboliger, servicearealer og et åbent aktivitetscenter, der danner rammen om et trygt, hjemligt og meningsfuldt hverdagsliv. Bebyggelsen er disponeret som tre gårdhavehuse, der tilsammen skaber varierede uderum og tætte forbindelser mellem bolig, fællesskab og det omkringliggende nordsjællandske landskab.

Projektet tager udgangspunkt i menneskets behov for overskuelighed, selvbestemmelse og bevægelse. Arkitekturen understøtter både beboernes trivsel og personalets arbejdsgange og skaber gode fysiske rammer for pleje, nærvær og hverdagsliv. Et greb, som dommerbetænkningen fremhæver for sin hjemlighed og rumlige variation.

Fra individ til fællesskab

Hver af de tre gårdhavehuse rummer bogrupper med 12 boliger, organiseret omkring klare og graduerede fællesskaber. Fra den private bolig kan beboeren bevæge sig videre til det nære naboskab, opholdsstuerne og de indre gårdhaver og videre til større fælles rum og uderum, når dagsformen tillader det.

Denne opbygning giver mulighed for at opleve omgivelserne i små trin og skabe tryghed gennem genkendelige rum. Samtidig understøtter disponeringen effektive arbejdsgange og nærhed mellem beboere og personale.

Gårdhaver, landskab og bæredygtighed

De tre indre gårdhaver, Vandhaven, Fuglehaven og Bregnehaven, er sanselige og beskyttede uderum med beplantning, der stimulerer sanserne gennem variation i dufte, farver og årstidsoplevelser. Gårdhaverne fungerer som daglige opholdsrum for de enkelte bogrupper og giver let adgang mellem inde og ude.

Omkring bebyggelsen udfolder et åbent parklandskab sig med sø, frugttræer, stier og aktivitetsmuligheder, herunder træningshave og petanquebane. Regnvand håndteres lokalt gennem LAR-løsninger, og byggeriet er opført i Lavenergiklasse 2020 med bl.a. jordvarme og grønne tage. Resultatet er et åbent og inviterende plejecenter, hvor natur, fællesskab og bæredygtighed går hånd i hånd.

Hvis du vil høre mere om projektet, så kontakt

Lars Andersen

Partner og ansvarlig for Bolig Nybyg

la@jjw.dk

+45 21 69 89 69

Lignende projekter