Her bor jeg
På Sydhavnsgade Plejehjem bliver skiltene ved beboernes døre støbt i hånden. 112 skilte med ni forskellige motiver fra Sydhavnen. En lille detalje på 25 x 18 cm i et stort byggeri – men også en markering af, at der bag hver dør findes et helt særligt hjem.
I en tid, hvor stadig mere tegnes, genereres og produceres digitalt, insisterer skiltene på noget andet: en langsom og fysiske proces, hvor materialet og hånden efterlader spor. Det håndlavede er ikke et mål i sig selv, men håndværket bidrager med noget meget vigtigt til de nye hjem: stoflighed, karakter og menneskelighed.
Konceptskitse til dørskilt
112 hjem og et lille stykke Sydhavn
Et plejehjem er mange ting. Det er en arbejdsplads, en velfærdsbygning og et sted, hvor mange mennesker færdes hver dag. Men først og fremmest er det hjem for de mennesker, der bor der.
Det har været et vigtigt udgangspunkt for JJW’s indretning af Sydhavnsgade Plejehjem. For selv om plejehjemmet rummer 112 boliger, skal det ikke bare være 112 ens enheder. Det skal være 112 individuelle hjem.
Det kan lyde som en lille ting, men her spiller skiltet ved døren en særlig rolle.
I indretningsteamet hos JJW begyndte vi ikke arbejdet med dørskiltene foran computerskærmen, men i Sydhavnen.
Sammen undersøgte og oplevede vi områdets særlige karakter og fandt inspiration i blandt andet havnen, industrien, naturen og områdets kolonihaver og haveforeninger. Oplevelser og indtryk blev omsat til tegninger og siden til ni forskellige motiver, som skulle blive til skilte ved beboernes døre.
Skilte der både er en del af udsmykningen på plejehjemmets gange og en del af hele plejehjemmets identitet. Samtidig har hvert skilt en helt konkret funktion: Det fortæller, at her er et hjem.
Under motivet bliver der plads til, at beboerne selv kan tilføje deres eget navn – eller mærke. En lille mulighed for at sætte et personligt præg på indgangsdøren og gøre den til sin egen.
Tur rundt i Sydhavnen
Inspiration til Sydhavnsmotiver
Moddelering af støbeform i ler
Fra tegning til håndværk
Til at omsætte tegningerne til fysiske dørskilte allierede vi os med Brdr. Funder Stukkatører. Med mange års erfaring i klassisk stukkatørhåndværk har de en særlig viden om støbning, forme og materialer – og om alt det, der sker, når en tegnet idé skal have fysisk form.
På JJW’s tegneborde var skiltene streger på papir. På værkstedet hos Brdr. Funder får stregerne dybde, overflade og tyngde.
Her bliver tegningen oversat til håndværk. I tæt dialog med JJW har stukkatørerne bearbejdet de ni motiver og tilpasset dem til betonen og den måde, skiltene skal støbes på. For det, der fungerer i en tegning, kan ikke nødvendigvis overføres direkte til en støbeform. Hvor dybt skal et motiv ligge? Hvor fine kan detaljerne være? Og hvordan får man betonen til at udfylde formen uden at miste det udtryk, man leder efter?
Med udgangspunkt i de bearbejdede motiver fremstiller Brdr. Funder ni støbeforme. Herefter begynder prøvestøbningerne. Beton blandes, hældes i formen og arbejdes omhyggeligt på plads. Så skal den have tid. Først når betonen er hærdet, og formen åbnes, viser resultatet sig.
Og så begynder vurderingen. Er detaljerne tydelige nok? Er der for mange luftbobler – eller er de små uregelmæssigheder netop med til at give overfladen liv? Skal blandingen, formen eller selve støbningen justeres?
Processen gentages, indtil materiale, motiv og håndværk spiller sammen.
For beton opfører sig ikke som en digital tegning. Man kan ikke kontrollere hver eneste detalje på forhånd. Man må kende materialet, aflæse det og reagere på det undervejs. Det kræver erfaring, omhu og hænder, der ved, hvad de skal mærke efter.
Man kan ikke kontrollere hver eneste detalje på forhånd. Man må kende materialet, aflæse det og reagere på det undervejs. ”
De første støbninger
Stoflighed, karakter og menneskelighed
Ingen af de 112 skilte bliver helt ens.
Og sådan skal det være.
Hvert skilt er resultatet af den samme proces, men ikke et fuldstændig identisk produkt. Materialet, formen, værktøjet og hånden sætter deres spor.
I en tid, hvor stadig mere kan tegnes, genereres og produceres digitalt, er der noget særligt ved den langsomme, fysiske proces. Ikke fordi det håndlavede nødvendigvis er et mål i sig selv, men fordi håndværket her bidrager med noget, vi gerne vil have med ind i huset: stoflighed, karakter og menneskelighed.
Betonen får lov til at stå rå, og små variationer fra støbningen bliver en del af udtrykket. Med tiden vil overfladerne også få nye spor efter berøring og brug.
At gøre sig umage med det almindelige
Et dørskilt fylder ikke meget i et plejehjem. Netop derfor er det måske værd at dvæle ved.
For arkitektur og indretning består ikke kun af den store skala. Oplevelsen af et sted bliver også skabt af de ting, vi møder helt tæt på. Det, vi ser på vej ned ad gangen. Det, hånden rører ved. Og det, der fortæller os, at vi er kommet hjem.
På værkstedet hos Brdr. Funder er skiltene små stykker håndværk i beton. På Sydhavnsgade Plejehjem bliver de markeringen af 112 særlige hjem.
112 små måder at sige:
”Her bor jeg.”
Hvis du vil vide mere, så kontakt
112 hjem
Et plejehjem er mange ting. Det er en arbejdsplads, en velfærdsbygning og et sted, hvor mange mennesker færdes hver dag. Men først og fremmest er det hjem for de mennesker, der bor der.
Det har været et vigtigt udgangspunkt for JJW’s indretning af Sydhavnsgade Plejehjem. For selv om plejehjemmet rummer 112 boliger, skal det ikke bare være 112 ens enheder. Det skal være 112 individuelle hjem.
Det kan lyde som en lille ting, men her spiller skiltet ved døren en særlig rolle.