Skip to content
Kontakt Søg

Sted: Tingbjerg, Brønshøj

Bygherre: SAB/KAB

Størrelse: 50.000 m²

År: 2019-

Opgaveform: Integreret samarbejde

JJW rolle: Bygherrerådgiver, arkitektrådgiver, projekteringsleder

Samarbejdspartnere: KAB, Enemærke og Petersen, Sweco, Sweco Architects, SLA, Norconsult, Grandville

Helhedsplan og renovering af bevaringsværdig almen boligbebyggelse

Tingbjerg er udpeget som et værdifuldt kulturmiljø, og store dele af bebyggelsen er bevaringsværdig. Helhedsplanen tager afsæt i områdets arkitektoniske kvaliteter og har fokus på at skabe blandede boligformer, hvor både nye og eksisterende beboere kan mødes og tage del i fælles aktiviteter.

Nænsom modernisering

Bebyggelsen, der er opført i 1968–1971, er tegnet af arkitekt og byplanlægger Steen Eiler Rasmussen og landskabsarkitekt C.Th. Sørensen og består af 23 treetagers blokke i gule teglsten med i alt 698 boliger. Med respekt for de bevaringsværdige rammer er visionen at udvikle sunde og tidssvarende boliger gennem nænsom modernisering med løsninger, der styrker bomiljøet, fremmer fællesskabet og skaber plads til forskellighed.

Opdatering af en bevaringsværdig bebyggelse

Helhedsplanen er støttet af Landsbyggefonden og omfatter en gennemgribende modernisering af både bebyggelse og boliger. Arbejderne inkluderer energirenovering med efterisolering af gavle, tage og vinduer samt etablering af solceller. Boligerne opgraderes med komplet renovering og ombygning af køkken og bad, herunder åbning af køkken mod stue, udskiftning af faldstammer og stigstrenge samt skimmelsanering. Indeklimaet forbedres gennem efterisolering og etablering af decentral mekanisk ventilation.

Som en del af processen arbejdes der med MBA (Miljø i Byggeri og Anlæg), og projektet forventes certificeret efter enten DGNB eller Svanemærket.

Den nuværende facade

Inddragelse og solid rådgivning fra start

Rådgivningen har omfattet planlægning og gennemførelse af omfattende forundersøgelser, herunder miljø- og skimmelundersøgelser. To tredjedele af boligerne er Matterport-registreret og dokumenteret med drone, hvilket har skabt et stærkt grundlag for programmering, projektering og dialog med myndigheder og Landsbyggefonden. På denne baggrund er byggeprogram, helhedsplan og dispositionsforslag udviklet med fokus på sammenhæng mellem kvalitet, tid og økonomi.

Beboerinddragelse har været et centralt element i projektets udvikling. Beslutninger er løbende kvalificeret i samarbejde med en følgegruppe bestående af beboerrepræsentanter, afdelingsbestyrelser og boligorganisation. Derudover er der afholdt ‘Åben tegnestue’-arrangementer i bebyggelsen, hvor beboerne har kunnet følge projektets udvikling og bidrage med input.

En del af
Byggepartnerskabet &os

Projektet er udviklet i Byggepartnerskab &os. Et samarbejde på tværs af bygherre, rådgivere og entreprenører, hvor projektorganisationen sidder sammen og arbejder efter åben bog og fælles mål.

Partnerskabet består af:
KAB, Enemærke & Petersen, JJW Arkitekter, Sweco Arkitekter, Sweco, Norconsult, SLA og Grandville.

Samarbejdet bygger på et fælles kontraktgrundlag, risiko- og overskudsdeling, tillidsbaseret samarbejde samt løbende erfaringsopsamling og implementering på tværs af projekterne.

Hvis du vil vide mere om projektet, så kontakt

David Ploug

Partner og ansvarlig for Bolig - Renovering

dap@jjw.dk

+45 50 51 91 69

Lignende projekter