FOLKEMØDET 2018

ARKITEKTONISK ÆSTETIK, BÆREDYGTIGHED, LIVSRUM, KREATIVITET og SAMARBEJDE er nogle af temaerne, når Katja Viltoft, partner og kreativ direktør hos JJW igen i år deltager i Folkemødet på Bornholm.

Læs mere om de forskellige arrangementer Katja deltager i herunder.

ARKITEKTONISK ÆSTETIK ELLER RITTERSPORTSBYGGERI
Torsdag den 14. juni kl. 14.00 deltager Katja i en paneldebat hos Green Building Council Denmark og Danske Arkitektvirksomheder. Debatten omhandler, hvordan arkitekturen kan bringes mere i spil i forhold til at fremme bæredygtige kvaliteter, der gør bygninger levedygtige og bevaringsværdige, og diskussionen vil blandt andet søge at svare på spørgsmål som: Er tiden ved at være løbet fra den arkitektoniske romance, og vil det give mere mening at bygge kvadratisk, praktisk og godt? Hvordan kan ambitionerne om det æstetiske byggeri med bevaringsværdig arkitektur og sociale kvaliteter fastholdes gennem hele byggeprocessen?

Læs mere om arrangementet og de øvrige paneldeltagere hos Green Building Council Denmark.

DET ENESTE VI HAR TILBAGE ER KREATIVITETEN
Flere og flere taler om, at kreativitet er Danmarks nye råstof, og World Economic Forum lister kreativitet som den tredje vigtigste kompetence på fremtidens arbejdsmarked. Men er vi dygtige nok til at bruge den værdiskabelse, som kreativitet kan tilføre? Og hvad er det egentligt kreativitet kan?  Det er nogle af spørgsmålene, når Kreativitet & Kommunikation torsdag den 14. juni kl. 16.30 inviterer til paneldebat i haveteateret på Grønbechs Hotel. Katja vil som en af paneldeltagerne byde ind med sine tanker om kreativitet og værdiskabelse.

LIVSRUM
På Den Sociale Scene giver Institut for Bygningskunst og Teknologi, KADK rum til refleksion torsdag den. 14. juni kl. 18. Temaet er LivsRum og forfatter Victor Boy Lindholm vil introducere sine tekster og fortælle om prosaen som greb til at skabe nærvær. Katja vil være blandt deltagerne i den efterfølgende samtale og refleksion om nærvær.

FAGGRÆNSER BEGRÆNSER
Fredag den. 15. juni kl. 17.45 bliver der stillet skarpt på nye samarbejdsformer i byggebranchen. Er fagtraditioner og eksisterende metoder begrænsende? Er vejen frem mere samskabelse og nye samarbejdsformer eller skal der noget tredje til? Katja deltager i paneldebatten, som finder sted hos Dansk Arkitektur Center.

Læs det samlede program for Folkemødet 2018 her.

13/06/18

Henter Billede