Skip to content
Kontakt Søg

Sted: Frederiksberg

Bygherre: Frederiksberg Forenede Boligselskaber ved KAB

Størrelse: 40.000 m²

År: 2011-2022

Opgaveform: Totalrådgivning

JJW rolle: Totalrådgiver, landskabsarkitekt

Samarbejdspartnere: Moe & Brødsgaard

Søndermarken

Boligbebyggelsen ’Søndermarken’ hører til blandt den danske velfærdsstats første ikonbyggerier. Husene er opført 1951-1954 –  som fem dobbelte højhuse på hver 15 etager samt penthouse. Bebyggelsen fremstår som et fint eksempel på tidens anvendelse af beton som byggemateriale. Facadernes vandrette og lodrette betonbånd videreformidler husets dimensioner og rumopdeling helt ud i facaden.

JJW Arkitekter har som totalrådgiver gennemført en gennemgribende renovering og skimmelsanering af 17.000m² facade, udskiftning af 3.500 vinduer samt renovering af brugsvands- og ventilationssystem. Dertil kommer renovering af el-installationer og opgradering af alle udearealerne.

Ud fra et byggeteknisk rationale har vi arbejdet med at skabe en effektiv energirenovering og samtidig fastholde det eksisterende bygningsudtryk – dog i en ny og tidssvarende fortolkning.

Renovering og bevaring

Det er første gang i Danmark, at der arbejdes med renovering af en facade som denne – i en højde som denne. Grundet dette og grundet bygningernes eksisterende værdier har vi, i tæt samarbejde med bygherre og kommunale myndigheder, udviklet et helt nyt facadesystem, der sikrer en effektiv udvendig efterisolering, samtidig med at det oprindelige arkitektoniske udtryk bevares.

Den karakteristiske betonfacade er således blevet erstattet af nye elementer, der afsluttes med store fiberbetonfliser – specieldesignet og fremstillet til projektet. Ud over dette har vi udskiftet alle vinduer og renoveret altanerne, så byggeriet har fået en helt ny klimaskærm.

Landskab

Bebyggelsen er omgivet af et grønt og frodigt udemiljø med parkkarakter – med fritvoksende hække, smukke træer og buske og store sammenhængende græsflader. Landskabsprojektet bevarer den store åbenhed og respekterer således det oprindelige helhedsgreb og imødekommer beboerne ønsker.

Med ny beplantning omkring bygningerne, nye arealer til ophold og leg, nye overdækninger til cykler og kildesortering samt nye lysinstallationer i terrænet har vi forbedret funktionaliteten og styrket trygheden med minimale indgreb, der er tro mod den oprindelige plan og høj-husenes enkle og majestætiske karakter.

Hvis du vil høre mere om projektet, så kontakt

David Ploug

Partner og ansvarlig for Bolig - Renovering

dap@jjw.dk

+45 50 51 91 69

Lignende projekter