Skip to content
Kontakt Søg

Sted: Sadelmagerporten 2, 2650 Hvidovre

Bygherre: Avedøre Boligselskab v. KAB. Støttet af Landsbyggefonden.

Størrelse: 33.500 m²

År: 2019-2025

Opgaveform: Byggepartnerskab med &OS

JJW rolle: Arkitekt

Samarbejdspartnere: Enemærke & Petersen (entreprenør), Norconsult (ingeniør), Oluf Jørgensen (ingeniør), Sweco (arkitekt), SLA (landskabsarkitekt)

Helhedsplan og renovering af markant højhusbebyggelse

Store Hus er en almen boligbebyggelse beliggende i Avedøre Stationsby i Hvidovre Kommune, tæt på S‑togsstationen og med forbindelse til både by og landskab. Bebyggelsen er opført i 1976 og består af ét markant højhus i 14 etager med i alt 464 boliger samt butikker i stueetagen.

Projektet gennemføres som en helhedsplan med støtte fra Landsbyggefonden og har til formål at fremtidssikre bebyggelsen gennem teknisk renovering, forbedret driftssikkerhed og en større variation i boligtyper. Samtidig adresserer projektet både bygningsmæssige udfordringer og beboernes ønsker til bedre funktionalitet, komfort og udearealer.

Plads til forskellige beboergrupper og livssituationer

Helhedsplanen tager udgangspunkt i grundige tilstandsundersøgelser af bebyggelsen og omfatter en række nødvendige tekniske tiltag. Gangbroer og ramper renoveres, indgangsdøre udskiftes, stigstrenge for varme fornyes, og der etableres ventilation i boligerne. Derudover etableres ny porttelefon med video, vindforhold forbedres ved indgange og gennemgange, og udearealerne forskønnes.

Et centralt succeskriterium for projektet er at skabe et større udvalg af boligtyper. Derfor sammenlægges 48 eksisterende 2‑værelses boliger til 32 nye 3‑værelses boliger, så bebyggelsen i højere grad kan imødekomme forskellige beboergrupper og livssituationer. Ombygningerne sker med respekt for husets særlige planstruktur med etageforskydninger og indvendige trapper.

Byggepartnerskab, beboerhensyn og proces

Projektet er udviklet og gennemført i byggepartnerskabet &os, hvor entreprenør, rådgivere og bygherre har arbejdet sammen fra de tidlige faser på et fælles projektkontor. Denne samarbejdsform har sikret tidlig inddragelse af entreprenørkompetencer, løbende budgetopfølgning og mulighed for at indarbejde nødvendige justeringer og besparelser tidligt i processen.

Renoveringen gennemføres i etaper, og størstedelen af boligerne er beboede under udførelsen. Hvor større indgreb kræver det, sker midlertidig genhusning. Beboerinddragelse og -koordinering har derfor været en central del af opgaven for at sikre tydelig kommunikation, tryghed og færrest mulige gener i en omfattende renoveringsproces.

Hvis du vil høre mere om projektet, så kontakt

David Ploug

Partner og ansvarlig for Bolig - Renovering

dap@jjw.dk

+45 50 51 91 69

Lignende projekter