REJSEGILDE PÅ KATRINEDALS SKOLE

17. maj var der rejsegilde på kapacitetsudvidelse og helhedsrenovering af Katrinedals Skole i Vanløse.

Ligesom andre steder i København er der også i Vanløse behov for at øge kapaciteten på skoleområdet. Det er baggrunden for udvidelsen og renoveringen af Katrinedals Skole, der efter udbygningen bliver en 4-sporet skole for 0. – 9. klassetrin. Udover selve skolebyggeriet er udvidelsen af fritidshjemmet ”Katfrit” en del af projektet, ligesom Brønshøj Sportshal udbygges og istandsættes og fremover bliver skolens idrætshal, som også kan benyttes af beboerne i lokalområdet.

Skoleleder Karen Leth fortæller

Vi glæder os til at indtage den nye bygning og inddrage den i det læringsmiljø, der kendetegner Katrinedals Skole. Med den nye bygning får vi mulighed for at indrette et ungeunivers på 1. sal, hvor vi endelig fuldt ud kan udfolde den undervisningsform, vi gennem de seneste 3 år har udviklet i en anderledes udskolingsmodel. De nye fysiske rammer skal understøtte en ligeværdig udvikling af personlige, sociale og faglige kompetencer hos udskolingseleverne. Stueetagen vil komme til at danne en unik ramme om elevernes læring inden for det praktisk-musiske område og det naturfaglige område og være den del af skolen, der binder den gamle skole sammen med den nye. Endelig glæder vi os til – efter 5 år med for lidt plads både ude og inde – at indtage både det indre og det ydre skoletorv.

 

RAMMERNE SKAL VÆRE I TOP
Der var taler af blandt andre Børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev (V), Lars B. Lindeberg, leder af Læring og Kultur hos JJW Arkitekter, Leo Vendelø Jørgensen, administrerende direktør  i Entreprenørfirmaet Einar Kornerup samt skoleleder Karen Leth.

Man kan allerede fornemme, hvilke fantastiske rammer Katrinedals Skole får, når projektet er færdigt, og det tegner til at blive det moderne og åbne campus, som jeg har hørt lærere, pædagoger og elever fortælle om. Når eleverne kan lave forsøg i det nye science-center og boltre sig på den nye løbebane og de andre grønne udearealer, er jeg sikker på, at deres lyst til at lære bliver endnu større. Og så er jeg sikker på, at beboerne i området også glæder sig til, at kunne indtage de grønne udearealer og Brønshøj Sportshal udenfor skolens åbningstid
siger Børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev.

 

FOREGANGSPROJEKT
Katrinedals Skole er et foregangsprojekt, hvor verdens første Cradle 2 Cradle certificerede cementfri kalkmørtel fra KALK binder det hele sammen, ligesom man genanvender tegl fra Bispebjerg Hospital og Rigshospitalet til de nye bygninger.

Overborgmester Frank Jensen (S) fremhæver blandt andet anvendelsen af genbrugstegl.

I København er vi i fuld gang med at renovere og udbygge byens folkeskoler, så vi giver vores børn de bedste forudsætninger for at lære og udvikle sig. Katrinedals Skole er et flot eksempel på, hvor meget vi prioriterer vores skoler. Med udbygningen sikrer vi plads til Vanløses mange skolebørn i inspirerende og campuslignende nye bygninger og bedre idrætsfaciliteter, som er helt afgørende for en moderne folkeskole med fokus på bevægelse og aktivitet. Og så er der også tænkt i et grønt og bæredygtigt byggeri med brugen af fx genbrugstegl. Ingen tvivl om at vi er nået hele vejen rundt med den her projekt til glæde for børn og voksne.

 

Læs mere om genbrugshistorien her

FAKTA
Projekt: Udvidelse og renovering af Katrinedals Skole
Bygherre: Københavns Kommune
Periode: 2013- 2017
Areal: Nybyggeri ca. 3.500 m² / renovering 6.000 m²
Totalrådgiver/Arkitekt: JJW Arkitekter A/S
Entreprenør: Entreprenørfirmaet Einar Kornerup A/S
Ingeniør: Rambøll
Landskab: BOGL / PK3 Landskab
Foto: Anni Lundqvist – Københavns Kommune

 

 

18/05/16

Henter Billede