ProjektNYKØBING FALSTER byen ved sundet

NYKØBING FALSTER byen ved sundet Projektbeskrivelse

Kontaktperson: Laura Græsdal Maajen

Type
Landskab

Bygherre
Guldborgsund kommune

Samarbejdspartner
Niras A/S

NYKØBING FALSTER byen ved sundet

Lolland-Falster er præget af historie – med masser af imponerende historiske bygninger overalt – igennem hundreder af år præget af konger, herremænd og godsejere og en enkelt zar.
Lolland-Falster er også præget af natur og et helt særligt klima, som giver mulighed for de mange frugtdyrkere og stærke landbrug.
Lolland-Falsters byer har på den baggrund fået hvert deres særpræg. Her finder du både handels- og havnebyer, som er skabt af beliggenheden mellem land og hav. Nykøbing er ingen undtagelse – hele midtbyen er præget af historien og de muligheder den har givet.
Byen ændrer sig stadig, både fysisk og socialt. Kvarterer skifter karakter, beboersammensætninger ændres og nye ønsker og behov opstår.
Vi har derfor – udfra historien – forsøgt at lægge et spor ud for fremtiden og de muligheder vi ser indenfor en overskuelig fremtid.
Udgangspunktet for vores besvarelse, er en analyse af de historiske lag – sammenholdt med en transformationsstrategi som et muligt pejlemærke for byens udvikling i de kommende årtier.
Vores ønske er at bygge videre på de mange kvaliteter historien har givet Nykøbing gennem tiden.
Hele midtbyen er udlagt efter de funktioner og historiske lag der er lagt henover bykernen.
Når vi således læser byen som sted, fremkommer tre bånd – tre fortællinger om byens midte.
Det første bånd – HANDELSBÅNDET – har fokus på Torvet som centrum for det liv der spredes fra torvet ud til resten af byen på alle tider af året. Det er det historiske forløb, hvor vi binder byens handelsliv sammen, ved at gøre Langgade til en sivegade med plads til fodgængere og cyklister. I dette forløb ligger også Klosterkirken og Vandtårnet, der er to af byens ikoniske historiske bygninger.
Det andet bånd – HAVNEBÅNDET – går via Færgestræde ned til havnen og videre tilbage langs kajen tilbage til Torvet via Bastebrostræde og tilbage ad Langgade.
Det tredje bånd – BEVÆGELSESBÅNDET – er det grønne forløb, som bevæger sig som kiler fra Torvet ud ad Slotsgade til Vandmøllepladsen og over til Evigheden, via Cementen og Nykøbing Falster Hallen, og sluttelig tilbage til Torvet.